
Anette Støvelbæk måtte kigge en ekstra gang: Kunne slet ikke genkende sig selv

Anette Støvelbæk har landet en af de bærende roller i DR’s nye familiedrama ”Generationer”.
Her spiller hun rollen som slusemesteren Tina, som mildest talt ikke går op i sit udseende.
- Hun er en ekstremt naturlig pige, som måske har levet et lidt hårdt liv, og som har et meget vejrbidt i ansigtet, fortæller Anette Støvelbæk, da BILLED-BLADET møder hende på et pressemøde, og tilføjer med et grin:
- Men jeg har jo selv rynker, og i dårligt lys ser jeg også meget gammel ud – ældre end jeg er, tror jeg!

Den 57-årige skuespiller indrømmede, at hun lige måtte kigge en ekstra gang, da hun så sit eget ansigt, efter at hun var blevet forvandlet til Tina.

- Nogle gange, når jeg har siddet og kigget på billeder af mig selv fra serien, så var jeg lidt forundret og tænkte ”hvem er det menneske”, erkender Anette Støvelbæk og tilføjer:
- Jeg har faktisk ikke helt kunnet genkende mig selv. Det har været ret specielt!


I serien er Anette Støvelbæks karakter, Tina, mor til to døtre. Hendes mor i serien, Martha, spilles af Ulla Henningsen.
