Anne Hjernøe om Anders Agger: Derfor kunne vi ikke mødes
Anne Hjernøe og Anders Agger har tilbragt masser af tid sammen på deres rejser, men i øjeblikket går der lidt længere tid imellem, at det populære tv-makkerpar ses.
- Vi har planer om at drikke kaffe snart, men det er blevet udsat nogle gange, fortæller Anne Hjernøe til BILLED-BLADET og fortsætter:
- Vi ses indimellem, og vi skulle have mødtes og drukket kaffe i sidste uge, men det måtte vi jo aflyse på grund af corona, så nu har vi udsat det til efter påske.
Vi skriver sammen
51-årige Anne Hjernøe håber snart, at hun og Anders Agger kan ses igen.
- Vi bor i henholdsvis Aarhus og Ringkøbing, men vi skriver sammen nogle gange om ugen. Vi skal bare lige ud over det her corona, før vi kan ses igen, siger tv-kokken og tilføjer med et grin:
- Men kaffebarerne er jo heller ikke åbne lige i øjeblikket!