Annette Heicks Melodi Grand Prix-dress: Langt fra Birthe Kjærs røde kjole
Annette Heicks røde kjole på Melodi Grand Prix-scenen i Herning kunne godt lede tankerne hen på Birthe Kjærs ikoniske kjole fra 1989, hvor sangerinden vandt det danske Grand Prix med "Vi maler byen rød".
Men det var faktisk slet ikke meningen, fortæller designeren bag kjolen, Jesper Høvring.
- Vi har slet ikke skævet til Birthe Kjærs kjole, og det har heller ikke været tanken at overgå hendes kjole, siger han.
Kjolen er Grand Prix-rød
- Den er rigtig Grand Prix-rød. Men en mat rød og uden perler og pailletter, så der er intet glimmer og glamour over den - og det er for at gøre den mere moderne.
- Til gengæld er den sexet på en underspillet måde, forklarer designeren.
Annette Heick har sammen med DR's stylister selv været med til at bestemme, hvordan kjolen ser ud. Sidste år var Annette også vært, og da fik hun en del kritik på grund af sine proptrækker-krøller og sin buksedragt.
LÆS MERE: Melodi Grand Prix 2017: Her er alle deltagerne
Hun har dog flere gange udtalt, at hun gerne stiller sig i skudlinjen igen, og aftenens show lagde da også ud med, at Annette selv gjorde grin med sidste års frisure. Hun forsvarer også allerede aftenens kjole:
- Jeg er meget glad for min Valentino-røde kjole. Den er meget elegant, siger Annette Heick. Hun fortæller, at Jesper Høvring på et tidspunkt prøvede med pailletbesatte ærmer.
- Men det blev lidt for meget i stil med Birthe Kjærs kjole.
Annette Heick synger legendarisk Grand Prix-sang
Annette Heick har dog ikke noget imod sammenligningen.
- Det er da bare dejligt, hvis folk tænker Birthe Kjær, når de ser mig i kjolen, vi hylder jo Melodi Grand Prix i år.
Og selv om Annettes kjole ikke er tænkt som en kopi af Birthe Kjærs 80'er-kjole, kommer TV-værten ikke uden om den legendariske vindersang fra 1989.
Hun synger den nemlig i løbet af showet.