Arvingerne skal genindspilles i en USA-udgave
"Arvingerne" bliver genindspillet i en amerikansk version. Det står fast, efter at DR har indgået en aftale med det amerikanske selskab "Universal Cable Productions Development".
Universal går nu i gang med – i samabejde med selskabet Hypnotic - at udvikle serien til det amerikanske marked, så den passer til amerikanske forhold. Samtidig har selskabet et år til at finde en tv-station, der kan vise "Arvingerne" i en USA-udgave.
- Interessen fra USA for at få fat i serien har været enorm. DR har fået mere end en håndfuld bud, og det er ganske usædvanligt, at der er så mange, der byder ind på samme serie, siger souschef Helene Aurø fra DR Salg, der de senere år har oplevet en stigende interesse for DRs serier i USA.
Hun forklarer, at Universal Cable Productions Development er blevet valgt, efter at DR bad alle byderne om at lave et såkaldt kreativt pitch på, hvordan de vil lave serien.
DRs dramachef Piv Bernth glæder sig meget over, at Universal har købt "Arvingerne" med henblik på at lave et amerikansk remake.
- Det understreger, hvor universel en historie Maya Ilsøe har skrevet, og hvor præcist skuespillerne har skabt deres karakterer. Det bliver spændende at se, hvordan serien vil folde sig ud i et andet land, og dette er en ny landvinding for DR Fiktion, fordi det oftest er krimiserier, der sælger - sjældnere menneskelige dramaer, siger hun.
Det er første gang, DR sælger "Arvingerne" til genindspilning, mens USA allerede har lavet et remake af "Forbrydelsen", som også er på vej i en indisk og en russisk udgave. Den danske version af "Arvingerne" er nu solgt til visning i over 40 lande over hele verden.
Sæson to af ’Arvingerne’ bliver vist på DR1 fra den 1. januar 2015. Inden da bliver der i december mulighed for at se eller gense de 10 afsnit fra første sæson på DR2 – første gang er søndag den 7. december klokken 20.