Bagedyst-deltager Julie Skjoldborg vraget før finalen: Uenig med dommerne
30-årige Julie Skjoldborg misser lige akkurat finalen i "Den store bagedyst" efter en hæsblæsende omgang med kransekage og bryllupskreationer.
Hos silkeborgenseren kom følelserne da også op i hende, da hun blev vraget af dommerne lige før finalen.
Og hun var langt fra enig i særligt dommeren Markus Grigos bedømmelse.
- Hvis jeg tænker på, at I har haft 3,5 time til denne her udfordring, så er jeg en lille smule skuffet over den, lød det fra Markus Grigo.
Herefter var det tydeligt, at Julie Skjoldborg var uenig, da hun bagefter sagde til kameraet, at hun havde pisket rundt for at komme i mål.
- Jeg har lige stået og knoklet i tre og en halv time og har været superpresset. Jeg var ikke tilfreds med det, jeg leverede til sidst, og så får jeg at vide, at det ikke ligner noget, man har brugt tre og en halv time på, siger Julie Skjoldborg til Ekstra Bladet og fortsætter:
- Det er jo ligesom at få en kold klud i hovedet. Men jeg var heller ikke tilfreds med det, jeg afleverede, så kritikken var berettiget. Det var mest det der med, at jeg lige havde stået og knoklet, lyder det fra bagedystdeltageren.
Dermed blev det altså et punktum for Julie Skjoldborg i programmet. Næste uge venter finalen, hvor feltet består af Sandra Dahl, Emma Plantener og Emil Møller.