Bagedyst-Tobias serverede julebag for børnene
Tobias Hamann-Pedersen satte smag til julestemningen, da han lørdag diskede op med hjemmebag til små og store i Glostrup Shoppingcenter. Siden Tobias vandt "Den store bagedyst" på DR1 i oktober, har han været på kageturné i hele landet, og denne weekend er årets sidste chance for at opleve ham live.
Mens julebagningen er på sit højeste rundt om i de danske hjem, gav årets mesterbager et personligt bud på en julefavorit: En småkage lagt sammen med jackfruit-kompot. Og der var rift om bagværket hos folk på juleindkøb.
- Jeg har haft så travlt de sidste par måneder, at jeg faktisk ikke rigtig har haft tid til at julebage privat. Men alle mine fejlbagninger ligger i kagedåserne derhjemme, så dem vil vi nyde i julen, siger Tobias, der skal fejre jul hjemme hos sine forældre i det jyske.
- Desserten juleaften er risalamande, men den plejer min mor at klare. Dér skal jeg ikke ind og trumfe noget igennem, smiler han.
I det nye år venter et nyt eventyr for Tobias, som har fået sit helt eget DR-program, hvor han rejser ud, møder folk og udforsker madkulturer.
- Jeg rejser til februar, og jeg glæder mig vildt, siger han.
I morgen, søndag, er Tobias Hamann-Pedersen på pletten i Ballerup Centret kl. 12-14. På TV kan du på tirsdag se Tobias i "Den store julebagedyst" på DR1, og juleaftensdag forsøder han ventetiden før den store aften, når han dukker op på samme kanal i programmet "Mens vi venter". Her vil han bage et flere meter stort nisselandskab.