Carmen Curlers er årets bedste serie: Ét afsnit gjorde udslaget
Torsdag aften blev prisuddelingen Series Awards afholdt.
Her var serier i fokus, og en af de priser, der skulle uddeles, var årets bedste serie.
Prisen gik til første sæson af ”Carmen Curlers”, som blev vist i efteråret 2022.
Til at modtage prisen var ”Carmen Curlers”-skaber Mette Heeno og producer på serien Stinna Lassen.
Juryens begrundelse for valget var naturligt møntet på historien, men der peges også på, at seriens første sæson har produceret et af de bedste afsnit i dansk tv-historie.
“Denne pris gives i år til en enestående, stor dansk fortælling, som spejler erhvervshistorien i det danske velfærdssamfund. Den er moderne fortalt og forfriskende. Og så har serien givet os et af de bedste afsnit i dansk tv-historie,” lød juryens begrundelse.
Selv om det ikke er specificeret, hvilket afsnit der er tale om, sender gisninger tankerne i en bestemt retning.
For efter sjette afsnit ”Artiste Extraordinaire” af første sæson af ”Carmen Curlers” løb over skærmen, var anmelderne meget begejstret.
Afsnittet handlede om frisøren Frans og stod egentlig meget alene væk fra den oprindelige fortælling i serien.
Nicolai Jørgensen, der spiller Frans, er også blevet hædret for sit portræt af karakteren med blandt andre en Robert for ”Årets bedste mandlige birolle i en tv-serie”.