Cecilie Stenspil fik ros af kronprins Frederik
- Det var meget specielt at hilse på kronprinsparret. Det var en stor ære og samtidig meget overvældende. De var meget søde at tale med, selv om jeg samtidig havde en mor og hendes skrigende datter i telefonen, griner Cecilie Stenspil.
Den lidt specielle situation opstod under Danmarks Indsamlingen, hvor kronprinsparret besøgte call centret på Frederiksberg. Her sad Cecilie sammen med andre kendte og hjalp med at samle bidrag fra gavmilde danskere via telefonen. Som Jasmina i TV-serien "Livvagterne" er Cecilie vant til at håndtere forvirrede situationer med et køligt overblik, og derfor klarede hun også både at tale med de royale gæster, mens hun også hørte snak i sin hovedtelefon.
- Jeg forklarede dem, hvad jeg lavede, og det var virkelig et behageligt møde. Det var pænt af dem at sige hej, siger Cecilie, og kronprins Frederik roste den unge skuepiller for rollen som livvagt.
- Den rammer ret præcist, sagde Frederik, der mere end nogen anden ved, hvad det betyder at have livvagter, uanset hvor han går og står, og det samme gælder selvfølgelig kronprinsesse Mary.