Christian Bitz’ afløser er fundet
Mette Frisk får ny makker på ”Madmagasinet” på DR1, når den 40-årige smørrebrødskok Adam Aamann overtager Christian Bitz' værtsrolle.
Det bliver den 23. september, at seerne for første gang kommer til at opleve den nye vært på TV-skærmen.
- Jeg glæder mig til at være med til at fortsætte ”Madmagasinet”, som Mette, Christian og redaktionen har bygget op. Det er en fornem platform at træde ind på, og jeg ser frem til at bruge de erfaringer, jeg har med mig i rygsækken, som er fyldt med kærlighed til kokkehåndværket og respekt for kvalitetsråvarerne og de gamle dyder i det danske køkken, siger kok og restauratør Adam Aamann til dr.dk.
Han er indehaver af Aamanns smørrebrød og Take Away, der åbnede i 2006, samt spisestedet Aamanns Etablissement fra 2009.
”Madmagasinet” bliver sendt på tirsdage på DR1 og undersøger, hvad vores fødevarer indeholder, og hvordan de påvirker os. Der bliver desuden sat fokus på myter og fakta omkring fødevarer.