Den store bagedyst: Nu stopper Jan Friis-Mikkelsen også som dommer
”Den store bagedyst 2017” på DR bliver uden det sædvanlige dommerpar Mette Blomsterberg og Jan Friis-Mikkelsen, der begge har valgt at takke nej til at være dommere på det yderst populære bageprogram på DR.
- Mette (Blomsterberg red.) og jeg har haft en stil de sidste fem år, og det ville ikke kunne lade sig gøre at skabe den samme stil. Det har været længe undervejs, hvad vi skulle stille op, fortæller Jan Friis-Mikkelsen til BILLED-BLADET.
Jan Friis-Mikkelsen: Vi er helt enige
Ifølge Jan Friis-Mikkelsen har det været en fælles beslutning mellem DR og dommeren, men at det i sidste ende er DR, der har taget den endelige beslutning.
- DR har også godt kunnet fornemme, at stemningen og kemien ikke kunne blive den samme med en ny dommer, fortæller Jan Friis-Mikkelsen til BILLED-BLADET.
- Det er naturligvis dødærgerligt at skulle stoppe på programmet, men jeg ser også frem til at få masser af tid på Tinggården, og ikke mindst passe vores egen produktion af grøntsager.
LÆS MERE: Mette Blomsterberg forlader "Den store bagedyst"
Jan Friis-Mikkelsen: Fremtiden er fastlagt
Jan Friis-Mikkelsen frygter ikke, at der ikke bliver nok at lave det næste halve år, hvor tiden normalt er afsat til at optage ”Den store bagedyst”.
- Der er altid så mange selskaber og konfirmationer i foråret, og nu har jeg tid til selv at tage mig af det i stedet for at få hjælp udefra for at nå det hele. Det bliver dejligt.
DR har endnu ikke meldt ud, hvem der skal udfylde Mette Blomsterberg og Jan Friis-Mikkelsens dommersko, når den nye sæson går i gang med optagelserne midt på foråret.