Den Store Bagedyst tager form
Solen har skinnet generøst på Vinderslevholm Gods ved Silkeborg de sidste par måneder, og temperaturen har mange gange nærmet sig 30 grader i det store hvide telt på græsplænen – hvilket ikke har været godt for konditorkunsten!
Tredje sæson af ”Den Store Bagedyst” er netop blevet optaget med 10 nye danskere med en god fornemmelse for kage. Vinderen er netop blevet kåret, så et eller andet sted går der nu en Bagedyst-vinder rundt og skal holde på sin hemmelighed frem til engang i efteråret.
Det er tredje gang, Mette Blomsterberg og Jan Friis-Mikkelsen er de strenge, men kompetente dommere, mens værten ikke længere hedder Peter Ingemann.
Han fik som bekendt et tilbud, han ikke kunne sige nej til fra TV 2. I stedet er det skuespilleren Timm Vladimir der er TV-værten, som deltagerne kan få et trøstende ord fra, når kagerne ikke vil, som de vil. For Timm Vladimir er karrieren som skuespiller skiftet ud med en gastronomisk levevej, efter at han vandt ”Masterchef” for tre år siden.
- Når jeg siger ja til nye værtsjob i dag, så skal det have en eller anden forbindelse med mad. Det er en del af min profil nu. Jeg har jo også en forretning nu (Timm Vladimirs Køkken i Valby, red.), med flere ansatte, så jeg er også nødt til at tænke mere langsigtet, end jeg gjorde før, da jeg kun var mig selv, siger Timm Vladimir til BILLED-BLADET.
Læs hele ”Den Store Bagedyst”-reportage i BILLED-BLADET, der er på gaden fra torsdag 10. juli.