Den store kærlighed: Ny tv-serie om Krag og Virkner på vej
Det var en af landets største nyheder, da det kom frem, at statsminister Jens Otto Krag havde fundet kærligheden med skuespillerinden Helle Virkner.
Snart kommer en serie om netop deres kærlighedsliv på DR.
Ny serie
Jens Otto Krag og Helle Virkners fælles liv er omdrejningspunktet for en ny serie på DR. Det bekræfter kanalen overfor BILLED-BLADET.
Serien har efter BILLED-BLADETs oplysninger fået titlen ”Krag & Virkner”.
- Jeg kan bekræfte, at vi arbejder på en dramadokumentarserie om Jens Otto Krag og Helle Virkner og om tiden omkring dem. Det glæder vi os til at fortælle mere om til efteråret, siger Anne Garlichs, programchef på DR1, i et skriftligt svar til BILLED-BLADET.
15 år sammen
Serien kommer altså til at handle om de 15 år Jens Otto Krag og Helle Virkner havde sammen.
Parret blev gift ved et hemmeligt bryllup i Frankrig i 1959, og for Jens Otto Krag var ægteskabet hans andet, mens det for helle Virkner var det tredje.
Jens Otto Krag og Helle Virkner fik undervejs sønnen Jens Christian og datteren Astrid Helene, der blev kaldt Søsser.
Flot skuespillerhold
DR holder fortsat kortene tæt inde til kroppen om den kommende serie, derfor er det heller ikke muligt at spå om en premieredato.
Dog har BILLED-BLADET erfaret, at skuespillere som Katrine Greis-Rosenthal, Mads Knarreborg og Henrik Noël Olesen på rollelisten.
Derudover har Thure Lindhardt også en rolle i serien, samtidig med han er instruktør på den.