
Dennis Lindequist har lagt sin livsstil om: Sådan smider han de ekstra kilo

Dennis Lindequist har i mere end 10 år været kendt som den charmerende og arbejdsomme tømrer i DR-programmet ”I hus til halsen”.
Når han ikke er på tv, arbejder han som tømrer på Fyn, hvor han har sit eget byggefirma, Kochhus & Co.
Dennis Lindequist har en travl hverdag, og han afslører nu, at han har lagt sin livsstil om og lever sundere end før.
- Jeg plejede at drikke kaffe med mælk, men det sidste års tid har jeg været på 16-8-kur, hvor man faster fra klokken 20 til 12 næste dag. Det er et meget fedt koncept, synes jeg. Det renser ligesom ud i kroppen, og så er det en ret effektiv måde lige at smide de der ekstra kilo, man har taget på efter jul og nytår, fortæller Dennis Lindequist til Euroman.
Her fortæller han, at han nu har vænnet sig til at drikke sort kaffe, og at det er det første, han indtager, når han står op om morgenen.

Dennis Lindequist understreger dog også, at han ikke faster hele tiden.
I dag er det omkring tre dage om ugen, og der skal også være plads til at ”synde” lidt i weekenderne, hvor der ofte er arrangementer.

Hver onsdag på DR1 kan han opleves i den nye sæson af "I hus til halsen" sammen med Line Franck og Kalle Thesbjerg.

