Derfor blev Jacob Risgaard fra Løvens hule starstruck
Jacob Risgaard er kendt som investor i ”Løvens hule” på DR og for altid med et glimt i øjet at gå til de håbefulde iværksættere, der drømmer om at få en investering.
Den 44-årige nordjyde er blevet et kendt ansigt, siden man kunne se ham i DR-programmet første gang for knap to år siden, men i sidste uge var det ham, der blev starstruck.
En vild oplevelse
Jacob Risgaard var nemlig inviteret med til årets ”Zulu comedy galla”, og det indebar også en tur ned ad den røde løber forbi den fremmødte presse. Og det har han aldrig prøvet før.
- Vi er også fra Frederikshavn, så det er en vild oplevelse, forklarede Jacob Risgaard, der så frem til en morsom aften til ”Zulu comedy galla”.
- Blandt danske shows er det det, jeg har set mest. Vi ligger i verdenseliten i humor, synes jeg, sagde Jacob Risgaard og fortsatte:
- Nu er det mig, der får lov at blive vildt starstruck, sagde han og kiggede rundt i Operaen, hvor det vrimlede med kendte mennesker.
Fan af Anders Matthesen
Jacob Risgaard havde selskab af hustruen Rikke Bielefeldt, og parrets tvillingedøtre på ti år blev derfor passet.
- Det eneste, de havde i hovedet, var, at vi gerne lige måtte få en autograf af ”ham dér, der har lavet ”Ternet Ninja””, smilede Jacob Risgaard og fortsatte:
- Jeg skal lige være lidt fuldere, så er jeg klar til at spørge Anders Matthesen.
Se også billederne af de mange andre kendte gæster til årets ”Zulu comedy galla” i galleriet herunder.