Derfor flytter Mette Bluhme Rieck
Mette Bluhme Rieck, vært på ”Aftenshowet”, og kæresten Kasper Nielsen er på udkig efter et nyt sted at bo.
Parret har siden 2014 boet på 9. sal i en lejlighed på 138 kvadratmeter på Islands Brygge, men snart skal flyttekasserne pakkes. Den 1. april 2021 skal Mette Bluhme Rieck, Kasper Nielsen og parrets søn, Viggo på to og et halvt år, finde et nyt hjem, da lejligheden er solgt.
Nye eventyr
- Det er to år siden, vi blev enige om, at vi gerne ville videre, når den rigtige køber viste sig, så vi er super klar til nye eventyr. Vi véd ikke helt endnu, hvad vi skal, men vi har hele tre måneder til at hitte ud af det, fortæller Mette Bluhme Rieck til BILLED-BLADET.
- Vi har ikke købt hus, men er på jagt efter det helt rigtige. Vi gør os ikke forhåbninger om, at det nødvendigvis dukker op lige om hjørnet. Derfor leder vi lige nu som udgangspunkt efter en lejebolig, vi kan kalde vores hjem, mens vi venter på drømmehuset, siger DR1-værten, der også drømmer om at få en have, som sønnen kan boltre sig i.