Derfor swingede Sanne og Lina så godt sammen
Talentprogrammet ”LIVE”, der afløser ”X Factor” på DR, havde premiere fredag aften. Det er med erfarne kræfter i form af sangerinderne Sanne Salomonsen og Lina Rafn, at der denne gang og de følgende fredage bliver sat fokus på liveartister.
Og det er ingen tilfældighed, at det swinger mellem de to garvede pop-divaer.
Helt tryg
– Der bliver skabt noget helt nyt, og hvor ”ballsy” er det lige af DR at hyre to kvinder over 40 med i programmet? Og så er jeg helt tryg ved Sanne, som jeg før har produceret musik til. Jeg glæder mig virkelig til en produktion med jordforbindelse, empati og nærvær, afslørede en spændt Lina Rafn da BILLED-BLADET mødte sangerinderne på et pressemøde i forbindelse med programmets sæsonstart.
Begge sangerinder sagde da også uafhængigt af hinanden, at det helt klart er kombinationen af de to, der har gjort, at de har sagt ja til at springe ud i det nye koncept.
– I det her program er der ikke noget, der er farligt at sige. Sanne er forfængelig, men det er, når det gælder det professionelle. Hun ved godt, hvad hun vil have, og det er sådan, det skal være, lød det rosende fra Lina Rafn, der er kendt fra duoen Infernal.
De store følelser
Sanne Salomonsen stoppede da også undervejs et interview for lige at sende et højlydt ”Jeg elsker Lina. Er det ikke rigtigt?” igennem lokalet over til sin kollega.
– Jeg kan godt rumme de store følelser, men jeg kan ikke rumme utryghed, og her kan vi tale lige ud af posen, uddybede Lina Rafn deres samarbejde.
”LIVE” vil blive sendt over sammenlagt otte fredage, og seerne får indflydelse på processen undervejs via en særlig app, der gør det muligt at vurdere kunstnerne hjemme fra sofaen. Programmet er samtidig en hyldest til kunstnere, der har et særligt talent for at optræde live, hvilket afspejler tendensen på musikscenen i disse år, hvor pladesalget er faldende. Desuden vil seerne kunne glæde sig til at høre kunstnernes egne komponerede numre fremført fra DR Byen.
Værten bliver Kristian Gintberg, der er kendt fra børnekanalen Ramasjang, og som tidligere har været i front for MGP.