23. mar. 2021
Af Karina Didriksen

Dorthe Gerlach i Den store premiere: Sådan var det at kysse en anden mand

Dorthe Gerlach.
Dorthe Gerlach.
Foto: Peter Grosen
Sangerinden Dorthe Gerlach var lige ved at fortryde sin deltagelse i ”Den store premiere” på DR1, da hun fandt ud af, at hun havde en kyssescene med Dejan Cukic.

Sangerinden Dorthe Gerlach vidste ikke helt, hvad hun havde sagt ja til, da hun skulle optage det nye DR1-program ”Den store premiere”.

Her skulle hun i lære som skuespiller hos 54-årige Dejan Cukic, men allerede i første afsnit fik hun testet sine grænser, da hun skulle kysse den garvede skuespiller i en scene fra ”Romeo og Julie”.

- Ikke nok med, at jeg skulle spille en ikonisk rolle som Julie, så fik jeg en kyssescene den første dag. Jeg var ved at gå helt kold der allerede!, siger Dorthe Gerlach med et grin til BILLED-BLADET og fortsætter:

- Vi sad ved langbordet om morgenen og havde en læseprøve. Der stod i manuskriptet, at Romeo og Julie kysser, men jeg blev ikke så stresset til at starte med, for der tænkte jeg ikke, at vi rent faktisk skulle kysse. Jeg troede bare, man skulle lade som om. Det er først, da dagen skrider frem, at det går op for mig.

Hurtigt overstået

Allerede den første dag overvejede 40-årige Dorthe Gerlach, om hun skulle køre hjem igen. Hun endte dog med at blive, og det er hun glad for – også selv om hun blev udfordret den første dag.

- Dejan tænkte slet ikke over det, fordi han jo er vant til det som skuespiller, men på et tidspunkt sagde han ”nåh ja, jeg glemte jo helt at fortælle dig om teaterkysset”, siger sangerinden.

Hun har siden 2004 været gift med musikeren Michael Hartmann, men det viste sig heldigvis, at den lille kyssescene med Dejan Cukic ikke var så slem, som hun havde frygtet.

- Der kan jeg godt afsløre, at det ikke er som at kysse i virkeligheden. Man kysser jo ikke rigtigt, selv om det ser sådan ud, man skal bare holde munden lukket! Og det var jo hurtigt overstået, siger Dorthe Gerlach med et smil.

”Den store premiere” sendes på DR1 hver tirsdag kl. 20.00.

https://imgix.billedbladet.dk/dr_sille_serup7x.jpg
Foto: Sille Serup/DR

Læs mere om: