
DR ændrer Dansktoppen: Det får det af betydning

Det var i begyndelsen af september i 1968, at den legendariske radiostemme Jørn Hjorting første gang bød velkommen til ”Dansktoppen”.
Siden har det ikoniske program, der rangerer nye danske populærsange, overlevet årevis hos DR.

Men nu venter en markant ændring i programmet. Det skriver DR i en pressemeddelelse.
For når vært på ”Dansktoppen” Ole Tøpholm byder velkommen til programmet fra 1. februar, er det med en ny afstemningsprocedure.
De seneste år er hitlisten i ”Dansktoppen” udelukkende blevet bestemt af lytternes SMS-stemmer, men det stopper nu.
For nu genindføres en afstemningsproces, der kombinerer lytterstemmer med en fagjury.
Hitlisten vil fortsat bestå af en top10 samt tre boblere, hvoraf placeringerne nu afgøres af både en fagjury og lytterne – hver med 50 procent af stemmerne.
- Vi ved, at vores lyttere brænder for ”Dansktoppen” og engagerer sig i at stemme på deres favoritter. Samtidig vil vi også gerne sikre, at alle sange får en faglig vurdering – både komposition, vokalpræstation og produktion. Derfor har vi valgt at inddrage en fagjury, der kan vægte de tekniske og kunstneriske aspekter, som måske kan overses i en ren lytterafstemning, forklarer Stine Danving, der er redaktør på P5.
Den nye model kommer til at foregå sådan, at juryen og lytterne afgiver deres stemmer, som omdannes efter en fast skala med point, hvor både lytterne og juryens førsteplads får 12 point. 2. pladsen får 10 point. Sådan fortsætter det ned til 10. pladsen, der får 1 point.
Lytterne stemmer stadig på SMS, mens fagjuryen vurderer de 13 mulige sange ud fra komposition, vokal og produktion.
Hitlisten sammensættes da af lytternes og fagjuryens point. Ved pointlighed vægter lytternes stemmer højest.
Fagjuryen kommer til at bestå af en lytterrepræsentant, en musikkyndig DR-repræsentant, en udøvende musiker og en musikekspert. Fagjuryens medlemmer udskiftes løbende.
Som altid er kun muligt for en sang at være på hitlisten i maksimalt 15 uger.

”Dansktoppen” sendes lørdag på P5 fra klokken 12.15.