DR afslører: Dette jule-tv kan du glæde dig til i december
December er lige rundt om hjørnet, og søndag den 28. november, hvor det er 1. søndag i advent, er der mange, der tager hul på julen.
På DR’s kanaler begynder julen også så småt i dag, og der er masser af godt jule-tv i vente den næste måneds tid.
Her kan du få et overblik over, hvilke jule- og nytårsgodter, der er i vente på DR.
Masser af jule-tv i vente
I ”Danmark synger julen ind” spreder nogle af Danmarks bedste kor julestemning over hele landet. Katrine Muff og Mathias Hammer er værter for det musikalske program, der kan ses 28. november klokken 20.00 på DR2.
Der er også masser af julekalender på programmet i december. Hver dag fra 1. december klokken 19.35 kan man på DR1 se genudsendelsen af ”Tidsrejsen”, mens DR2 fra 1. december sender ”Jul på Vesterbro” klokken 23.00 hver aften. På DRTV kan man også finde en række gamle julekalenderklassikere som ”Nissebanden i Grønland”, ”Bamses Julerejse” og ”Jullerup Færgeby”.
Dejlige tilbageblik
I december er der også tradition for at se tilbage på året, der er gået, og 2021 er ingen undtagelse. 11. december klokken 20.30 sender DR1 ”Året i Kongehuset: De nye generationer”.
”DR’s store juleshow” er også en tilbagevendende tradition, og i år bliver showet sendt 18. december klokken 20.30 på DR1. Årets værter er Johannes Langkilde og Katrine Muff, og undervejs i showet vil der være musikalske optrædener fra blandt andre Hjalmer, Jakob Sveistrup og Annisette.
I år kommer der traditionen tro også ”Julehilsen til Grønland”. Julie Berthelsen, Nukâka Coster-Waldau og Ilannguaq Lumholt er værter for showet, der bliver sendt 19. december klokken 20.00 på DR1.
DR byder også på ”Jul på Kastaniegaarden”. Frank Erichsen viser vejen til et liv med bæredygtighed og selvforsyning, og udgangspunktet for det hele er familielivet på Kastaniegaarden. Programmet sendes 23. december klokken 20.00 på DR1.
Lillejuleaften er der også julehygge på DR2. I ”DR2’s kæmpestore lillejuleaften 2021” inviterer Rasmus Bruun og Zissel Astrid Kjertum-Mohr til julehygge hos Camilla Plum. Med om bordet er også Signe Molde, Maria Månson, Niels Krause-Kjær, Adam Holm og Adnan Al-Adhami. Også Frederik Cilius kigger forbi i programmet, der bliver sendt 23. december klokken 21.30 på DR2.
Juleaften er det Phillip Faber, der sidder ved roret, og han sørger for godt selskab på DR. Med godt humør vil han binde aftenens mange programmer sammen, ligesom han også vil synge for på et par julesange.
Der er også noget for den søde tand, for igen i år skal bagedyst-deltagerne lave julegodter. Det er i år årets deltagere fra ”Den store juniorbagedyst”, der kæmper om sejren i ”Den store julebagedyst”. Programmet sendes 25. december klokken 20.00 på DR1.
Første juledag kan man se ”DR Pigekorets Jul”, hvor Phillip Faber og pigekoret inviterer indenfor i en julepyntet koncertsal til en medrivende musikalsk fortælling flettet sammen med både velkendte og nye julesange- og værker. Sendes 25. december klokken 21.10 på DR2.
Samme dag kan man også se ”Den klassiske musikquiz – Julegalla”. Programmet sendes 25. december klokken 21.10 på DR2, og 2. januar kan man se en nytårsudgave af programmet.
I ”Året der gik” er det igen Kåre Quist og Stéphanie Surrugue, der styrer slagets gang. Undervejs får de besøg af årets absolutte hovedpersoner, ligesom der også er musikalske optrædener fra blandt andre Tina Dickow, Tobias Rahim, Andreas Odbjerg og Kandis. Showet sendes 26. december klokken 20.00 på DR1.
”Nytårsbagedysten” vender også tilbage, og her er det otte af deltagerne fra den netop afsluttede sæson af ”Den store bagedyst”, der skal i konkurrence mod hinanden. Programmet sendes 1. januar klokken 20.00 på DR1.
Deudover byder december også på en række dejlige julefilm, ligesom de røde farver også kommer til at dominere på håndboldbanen. De danske håndbolddamer er nemlig med, når der spilles VM i Spanien fra 2. december.