DR er på vej med kæmpe mindeshow: Sådan skal Lise Nørgaard hyldes
Hvis man ikke var klar over det i forvejen, er det i løbet af mandag 2. januar blevet slået fast med syvtommersøm, at Lise Nørgaard var en ganske særlig person, der i sit lange liv nåede at gøre indtryk på mange.
Den tidligere journalist og forfatter sov ind på sit plejehjem søndag aften, og siden den triste nyhed blev bekræftet mandag morgen, er det væltet ind med reaktioner.
Masser af programmer om Lise Nørgaard på DR
Sendefladen vil i de kommende dage bære præg af Lise Nørgaards død, og DR har netop offentliggjort, at man på fredag sender et stort mindeprogram til ære for netop Lise Nørgaard.
Hun er forfatter bag successerien ”Matador”, der er blevet sendt på DR masser af gange, og den udødelige tv-serie vil også spille en rolle i mindeshowet.
Det bliver nemlig sendt direkte fra Korsbæk på Bakken.
- Lise Nørgaard tegnede i ”Matador” et portræt af danskernes liv og vores lands historie i en periode på over 20 år. En tid som havde kolossal betydning for Danmark som land og for dansk kultur. Matador har uden tvivl gjort mange mennesker bevidste om den tid, som vi i dag står på skuldrene af. Serien er og bliver et sandt mesterværk og takket være Lise Nørgaards helt særegne evne til at skabe fortællinger vil Matador være et samlingspunkt og en fælles reference for os som nation i mange år fremover.
- Man kan lave “en Maude” og gå i seng i ærgrelse og frustration eller en “Jørgen Varnæs” og forlænge juleferien langt ind i det nye år. Vores sprog er også blevet rigere. Der er uendelig meget at takke Lise Nørgaard for, og vi vil mindes hende med respekt og ære og ikke mindst med et smil, udtaler DR’s direktør for Kultur, Børn og Unge Henrik Bo Nielsen.
Mindeshowet kan ses på DR fredag 6. januar fra klokken 20.00.