DR med nyt tiltag: Det sker efter sidste Gift ved første blik-afsnit
Torsdag aften ruller det sidste afsnit af DR-programmet ”Gift ved første blik” over skærmen.
I afsnittet bliver det afsløret, hvorvidt de tilbageværende tre par vælger at lade sig skille eller forbliver gift.
Siden kameraerne slukkede, er livet gået videre for sæsonens ti deltagere, der i år – for første gang i ”Gift ved første blik-historien – er blevet inviteret indenfor i DR-studiet for i samlet flok at sætte ord på deres medvirken.
Torsdag morgen udkommer ”Gift ved første blik”-podcasten nemlig med det første af i alt to afsnit, hvor deltagerne sætter ord på oplevelsen.
– Det specielle for os, det er, at vi faktisk får alle deltagerne fra denne her sæson på besøg i podcasten. Vi får mulighed for at snakke om alle de største øjeblikke i sæsonen fra de mennesker, det skete for. Vi kan høre, hvordan det går dem i dag, så vi endelig kommer up to speed in real time, fortæller ekspert i programmet, Trine Hjorth Bønnerup, der desuden fungerer som vært på podcasten sammen med journalist Jens Malthe Næsby.
Værtsduoen er udkommet med et afsnit hver torsdag, siden første afsnit blev vist på DR for otte uger siden, men har i anledning af den store finale valgt at invitere samtlige ti deltagere i studiet til en snak.
Du kan lytte til podcasten her.