19. dec. 2013
Af Lisbeth Grube

DR optager nu næste års julekalender

pagten
Mens "Pagten" løber over skærmen, filmes næste års julekalender.
Foto: DR
DR filmer allerede næste års kalender – og håber på snarligt snefald.
Mens familien Danmark hygger sig med dette års TV-julekalendere, har DR netop taget hul på optagelserne til næste års julekalender. En temmelig usædvanlig én af slagsen. Den handler nemlig om tidsrejser og hemmelige agenter. - Det med at bevæge sig i tider er noget, som man har set i flere forskellige julekalendere. Men vi går lidt mere videnskabeligt til værks, siger manuskriptforfatter Poul Berg til dr.dk. - Vi går ikke ind i gennem en dør, og så er man i en anden verden. Vi går ind i den videnskabelige del af det, og på den måde påstår vi, at tidsrejser kan lade sig gøre, forklarer han. Årsagen til, at temaet med tidsrejser overhovedet er en del af næste års julekalender, skal findes hos en af julekalenderens hovedpersoner. - Den handler om en pige, der hedder Sofie, som er rimelig utilfreds med, hvordan hendes familie fungerer efter, at hendes forældre er gået fra hinanden. Så får hun lige pludselig muligheden for at lave det om ved at rejse tilbage til sine forældres barndom med en tidsmaskine, fortæller Poul Berg.

Endnu ingen titel

Optagelserne til næste års julekalender, der endnu ikke har fået nogen titel, begyndte i Dragør tirsdag eftermiddag – og kun én ting mangler: - Vi ville gerne have haft noget mere sne. Vi prøver, så godt vi kan, selv at lægge noget ud, men det er en stor og besværlig proces, så vi beder til, at der kommer lidt mere sne i december, så vi kan have en julekalender med sne til næste år, siger Poul Berg.

Læs mere om: