Efter kameraerne slukkede: Sådan har Sara og Nicklas fra Gift ved første blik det sammen i dag
Det ville med stor sandsynlighed være kommet som en overraskelse for mange seere, hvis Sara og Nicklas fra DR-programmet ”Gift ved første blik” var endt med at forblive gift.
Det er nemlig ingen hemmelighed, at de helt fra start kæmpede med at finde melodien, og allerede under bryllupsrejsen havde de deres første konflikt.
Siden kameraerne slukkede, og presset fra eksperimentet blev elimineret, er det endelig lykkes for Sara og Nicklas at finde melodien.
Ikke som ægtefolk, men som venner.
– Vi har haft god kemi siden eksperimentet. Sara og jeg har det rigtig godt. Vi støtter hinanden og reflekterer nu her sammen omkring episoderne. Vi har en dejlig relation i dag, fortæller Nicklas til BILLED-BLADET.
Sara er heldigvis helt enig i, at det går meget bedre mellem dem som venner, end det nogensinde gjorde som ægtefolk.
– Vi har det så fint med hinanden. Da den romantiske ramme ikke længere var en faktor, så fik relationen en anden form, som vi begge slapper af i. Vi vender livets små og store ting, og har haft glæde af hinanden i hele den her tid, supplerer Sara.
Sara og Nicklas løfter desuden sløret for, hvordan det går med kærligheden i dag.
– Jeg har brugt tiden på at reflektere og håndtere det at være på tv, så jeg kan berette, at jeg er single. Jeg har ikke travlt, men jeg søger partner, fortæller Nicklas til BILLED-BLADET, hvorimod Sara ikke ønsker at komme sit kærlighedsliv efter optagelserne nærmere.
– Jeg har det godt, og det fokuserer jeg på lige nu, slår hun fast.
Årets sæson af ”Gift ved første blik” endte med, at Jeanette og Michael, som sæsonens eneste par, valgte at forblive gift.