
Eksperten Gert Martin Hald: Det skal seerne lære af Gift ved første blik

Det går skidt for flere af sæsonens par i "Gift ved første blik".

Det tyder på, at der ikke er mange, der vælger at blive sammen efter de fem uger.
Men bare fordi det ikke ender med forhold for livet, kan både de medvirkende og seerne lære noget af programmet, mener eksperten Gert Martin Hald.
Han afdelingsleder på Institut for Folkesundhed og desuden uddannet psykolog med speciale i klinisk sexologi.
– Jeg kunne godt tænke mig, at det, seerne lærte af “Gift ved første blik”, handler både om det generelle i parforholdet. Men også det at kunne løse en konflikt og kommunikere, siger han i programmet og fortsætter direkte henvendt til de danske singler, der leder efter en partner:
– Og jeg håber for alle dem, der er singler, der ser det, at de kan lære, at de forventninger, de har til et parforhold kan være enorme og urealistiske.
Kemien må ikke stå alene
I "Gift ved første blik" går forholdene ofte tidligt i hårdknude, fordi kemien slet og ret ikke er der.

Det knytter han også en kommentar til:
– Der er nogle fundamentale ting, man skal tænke over: Rationelle ting, værdier, kommunikationsstrategier. Men også at der i kærlighed altså også er brug for en grad af irrationalitet for at man kan føle og bevæge sig ind i den del, der hedder kemi og følelser og forelskelse. Og den skal vi ikke være bange for – den må bare ikke stå alene.