Emilie er ude af Den store juniorbagedyst: Sådan har programmet ændret mig
Det var tydeligt at se, at Emilie ikke ønskede at forlade ”Den store juniorbagedyst”.
Den unge amatørbager kunne ikke holde tårerne tilbage, da det blev annonceret, at hun ikke klarede sig videre.
Efter kunne hun sætte ord på, hvor meget det har betydet for hende at være med i programmet.
Gode venner
Emilie har på ingen måde fortrudt, at hun meldte sig til ”Den store juniorbagedyst”.
Hun har nemlig fået en masse venner ud af det.
- Det har været en kæmpe oplevelse. Man er blevet rigtig gode venner med andre, som har præcis den samme passion som en selv, fortæller hun i programmet.
Mere åben
Da Emilie, som bor på Fanø, viste sig for seerne den første gang, gav hun udtryk for, at hun var en stille pige.
Programmet har været med til at skubbe lidt til den side af hende.
- Jeg synes selv, at jeg er blevet bedre til at åbne op for andre i løbet af det her program, og det er så rart, for førhen var jeg en meget genert pige, som ville sætte sig med en eller anden bog. Det er virkelig rart. Jeg er så glad for, at jeg har været med, fortæller hun.
”Den store juniorbagedyst” kan ses lørdage klokken 20.00 på DR1.