1. mar. 2025
Af Laura Dalgård Hansen

En langt ude historie: Hervé Toure ”gik amok” ved første møde med kendt musiker

Hervé Toure samt værterne Stéphanie Surrugue og Sara Bro 
Hervé Toure samt værterne Stéphanie Surrugue og Sara Bro
Foto: Gregers Overvad og Agnete Schlichtkrull/DR
Hervé Toure optræder med sang nummer fire i årets melodi grand prix, og den er lavet i samarbejde med blandt andre Christian Juncker. Et vildt tilfælde gjorde, at de mødte hinanden i København, og første møde var bestemt ikke så rosenrødt, som man måske havde forventet.

Lørdag aften løber årets melodi grand prix af stablen, og her skal seerne se både en række kendte ansigter samt nogle helt nye stjerner.

Sang nummer fire fremføres af Hervé Toure. Sangen hedder ”Allez Allez” og er skrevet og produceret af Jakob Groth og Christian Juncker, og det er den eneste af årets otte grand prix-sange, der synges på dansk.

Hervé Toure har en fortid som blandt andet professionel fodboldspiller i den franske 3. division, og så er han desuden også skuespiller. Blandt andet har han medvirket i den Reumertvindende forestilling ”Arven”.

Årets forestilling: Arven i forbindelse med årets Reumert 2023 uddeles i Odeon i Odense, søndag den 11. juni 2023
Hervé Toure sammen med castet fra "Arven".
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau ScanpixRitzau Scanpix

Et yderst tilfældigt møde for nogle år siden førte til, at han nu kan kalde sig grand prix-stjerne.

Det afslørede Christian Juncker, da BILLED-BLADET mødte dem på en pressedag nogle uger før det store show på DR.

- Det er en langt ude historie, siger musikeren først.

- Det er et helt tilfældigt møde i trafikken i København, hvor Hervé flipper ud på mig, fordi han tror, jeg er ved at køre ham ned, selv om jeg kommer kørende med en halv kilometer i timen, forklarer Christian Juncker, der manglede udsyn fra sin bil, fordi der holdt en masse varevogne og blokerede. Hervé derimod var på gåben.

- Jeg måtte køre lidt frem, og så går han amok på mig. Mildest talt, griner Christian Juncker.

https://imgix.billedbladet.dk/2025-02-19/20220305-DM-Melodi-Grand-Prix-0087.jpg
Christian Juncker optrådte selv til melodi grand prix i 2022.
Foto: Dan Mariegaard

Efter episoden kørte han op på siden af Hervé for lige at høre, om alt var ok oven på episoden.

- Vi faldt i snak, og der faldt ro på. Tilfældigt møder vi hinanden i Netto lidt senere, hvor han står i vejen for mig igen, da jeg skulle have noget mælk. Så sagde jeg lidt for sjov: ”Kan du ikke flytte dig lidt, din store idiot?!” Så vender han sig om helt forfærdet, og så falder vi hinanden om halsen og griner og falder i snak, og så har vi været venner siden, fortæller Christian Juncker.

Hervé Toure, der har rødder i Elfenbenskysten, taler fransk, og idet Christian Juncker skulle lave noget musik med fransk tekst, spurgte han Hervé om hjælp. Ved samme lejlighed nynnede Hervé en melodi, som Christian forelskede sig i, og så er resten – sammen med Jakob Groth – historie.

For nu er trekløveret med Hervé Toure i spidsen klar til melodi grand prix 2025.

https://imgix.billedbladet.dk/2025-02-19/20250206_2GO2808.ARW-%281%29.jpg
Jakob Groth, Hervé Toure og Christian Juncker
Foto: Gregers Overvad

Mere om: