Er Christian Tafdrup på vej til en karriere i udlandet? Familien er det vigtigste
I DR-serien "Carmen Curlers" hedder det sig, at Poul er på forretningsrejse, og derfor har han ikke set sin datter i et halvt år.
I virkeligheden er han indlagt, hvor han bliver eksperimenteret på med LSD.
– Hvis jeg ikke så min datter i et halvt år, ville jeg have det rædselsfuldt. Det er i hvert fald ikke noget, jeg planlægger. Hvis jeg skulle af sted i et halvt år, ville jeg ønske, jeg kunne tage min familie med. Hvis jeg fik arbejde i udlandet og har børn, der går i skole derhjemme, hvordan gør man så lige det? Det kan man jo ikke bare – sådan lige flytte. Det er ikke et dilemma jeg står i – endnu – men det ville nok blive svært, funderer Christian Tafdrup., der tydeligvis sætter familien over karrieren.
Langt fra snak til handling
Når Christian siger ”endnu”, er det fordi, der er en god chance for, at han får tilbudt arbejde i det store udland i fremtiden.
Filmen ”Speak no evil” som han både har skrevet og instrueret, har nemlig vundet flere danske og internationale priser, og den bliver nu genindspillet med Hollywood-stjernen James McAvoy.
Det kan godt komme til at åbne nogle døre for danskeren.
– Men der er meget snak og meget lidt handling. Det kommer ikke fra den ene dag til den anden, ler han.
Christian er krediteret som executive producer og har været på settet.
– Jeg tog til England, og jeg har aldrig set så stort et filmhold. Der stod 15 trailers, og jeg skulle bare være der tre dage, så jeg jokede, da jeg spurgte, om jeg også havde en trailer. ”Selvfølgelig!” blev der sagt. Herhjemme står der max 20 mennesker på et filmhold, og her stod der måske 65. Det gode ved det, hvis den får dårlige modtagelser, er, at så kan man sige, at originalen var bedre. Jeg ved ikke, om jeg håber på det, men hvis den er bedre end min, kommer jeg nok til at tænke, om jeg mon skulle have gjort noget anderledes …
Christian Tafdrup: Det var hårdt
Han føler sig meget heldig over at have en hverdag, hvor han både giver den som instruktør og skuespiller.
– Der er ikke job som skuespiller hele tiden, og når jeg har små børn, er det besværligt med et teaterliv. Så jeg har ikke spillet teater i syv år. Det gjorde jeg ellers i mange år, men det er aftenarbejde, så det er nemmere, at jeg skriver og instruerer i løbet af dagen. Jeg havde nogle forestillinger, hvor jeg havde et lille barn med til provinsen, hvor det var skæve tider. Og det var hårdt. Hun var også kolikramt, og min kæreste tog meget af tiden med hende, siger Christian, der sammen med sine kæreste, Natalie Toro Stokholm, har to døtre, Cleo på otte år og Edie på tre.