Far stod blandt gæsterne: Derfor fulgte Pernilles døtre hende op til Martin i Gift ved første blik
Pernille Mikkelsens far stod blandt gæsterne, da hans datter blev ført op til sin kommende ægtemand, Martin Brodersen, af sine to voksne døtre i aftenens afsnit af DR-programmet ”Gift ved første blik”.
Flankeret af sine døtre, Emma og Anna, mødte Pernille sin Martin for første gang, hvorefter de begge gav hinanden deres ja.
Fælles for parret er, at både Pernille og Martin har levet et familieliv med børn og ægteskab, inden de tog det modige spring og lod sig vie med en fremmed.
Et tidligere liv Pernille stadig i dag nærer stor respekt for. Af samme årsag havde hun ikke behov for at gentage det traditionsfyldte bryllup. Det prøvede hun, da hun og børnenes far blev gift i 2007, og det hører hendes første bryllup til.
- Det bryllup vi hver især har haft – nu taler jeg for mig selv – det var noget helt særligt. Min far fulgte mig op, jeg var i hvid kjole og alle de traditioner, der hører med. Det holdt ikke, men jeg havde stadig en kæmpe tro på kærligheden, men på en ny måde, fortæller Pernille til BILLED-BLADET og fortsætter:
- Det føltes ikke rigtigt at gå ind i et traditionelt bryllup en gang til. Det at vælge en blå kjole var et helt bevidst. Det samme var det, at mine piger skulle følge mig op. Det var absolut vigtigt for mig, understreger hun.
Beslutningen var dog ikke noget, der generede Pernilles far.
- Min far var helt ok med, at han ikke skulle følge mig op. Mine voksne piger er dem, som jeg er allertættest med, så det gav bare så god mening, forklarer hun.
Selv om Pernilles far ikke gik ved hendes side, så var han alligevel en stor del af dagen.
I programmet ser man ham blandt gæsterne, klappe og glæde sig på sin datters vegne. En rolle der, efter Pernilles udsagn, passede ham helt fint.
Du kan se ”Gift ved første blik” hver torsdag på DR 1 og på DRTV.