17. jun. 2024
Af Majken Munk

Fede Forhold er tilbage, men DR har brudt med en fast regel

"Fede forhold"
"Fede forhold"
Foto: Sanne Holmgaard Christophersen/ DR
DR er klar med en ny omgang ”Fede forhold”, hvor tre par skal lære at leve sundere. Men i den nye sæson er der blevet brudt med en fast tradition.

Tre danske par står klar til at gennemgå en livsomvæltning i DR-programmet ”Fede forhold”.

De skal alle sammen lære at have et sundere forhold til mad og motion, men hver især har de også andre ting som de gerne vil have set efter i sømmene.

Anne-Mette og Martina er glade i deres forhold, men deres ellers lykkelige tid sammen overskygges af skænderier.

Jan og Janni har svært ved at finde hinanden, for hvor den ene har lyst til at tale om følelser, er det et emne der slet ikke er noget for den anden halvdel af parret.

Brynn og Stewen har et brændende ønske om at få et barn. Det er noget, de har kæmpet for i otte år. De er nervøse for, at hvis ikke de lægger livsstilen om, kommer det ikke til at gå i opfyldelse, og så ender de med at gå fra hinanden.

Det er bare noget af det, der skal tages hånd om i de nye programmer.

Seerne vil helt sikkert kunne genkende mange ting, men der er noget, som skiller sig ud i den nye sæson.

Det fortæller Morten Sønniksen, der er redaktionschef ved BBC Studios Productions, der producerer ”Fede forhold” til DR.

Det er efterhånden fast, at der følger en ny kostvejleder med en ny sæson. Dermed kan seerne glæde sig til at se Sine Guntveit, der er kostspecialist og vaneterapeut, arbejde.

SIne Guntveit med Stewen og Brynn i "Fede forhold"
SIne Guntveit med Stewen og Brynn i "Fede forhold"
Foto: Sanne Holmgaard Christophersen/ DR

Men med valget af hende som vejleder, har programmet været nødt til at bryde med en ellers fast regel.

Denne gang handler det mere om, hvordan deltagerne har det, frem for hvad de spiser.

- Tiderne skifter hele tiden. Det, vi syntes, der var godt for et år siden, kan være gammeldags året efter, fortæller redaktionschefen og fortsætter:

- De forrige år har vi haft meget fokus på, hvad man kommer i munden. I år har vi vendt det om og fokuseret på, at hovedet først skal være glad.

Deltagerne skal lære det, som kaldes intuitiv spisning, og det er ikke for meget sagt, at det ikke var alle, der var lige glade for det nye koncept.

”Fede forhold” kan ses på DR1 mandage klokken 20.00 med premiere den 17. juni.

Læs mere om: