Finalebrag gav X Factor-sejren til Chresten
Signe Molde, iklædt guldkjole, åbnede ”X Factor”-ballet foran et næsten fyldt Jyske Bank Boksen i Herning og introducerede finalisterne Karoline, Chresten og de fire drenge i Wasteland.
Og spændingen var naturlig høj blandt deltagerne, der alle havde glædet sig og set frem til denne finaleaften, hvor det kun var seerne der kunne afgøre deres skæbne – dommerne var igen uden for indflydelse.
Chresten indtog scenen som første solist, foran det forventningsfulde live publikum, med covernummeret af Nirvana "Where Did You Sleep Last Night". Chresten havde til dette nummer undladt den karakteristiske kasket og skovmandsskjorte, og iklædt sig et moderne jakkesæt.
Wasteland, bestående af de 15 og 17-årige drenge Anders, Anton, Marius og Frederik, kastede sig energisk over "Ikke mere tid" af Shaka Loveless. Det fik jubelen blandt salens mange teenagepiger til at stige til bristepunktet. Ida Corr blev bedt om at kommentere deres indsats, men gled pænt af og gav den videre til Blachman, der ikke havde problemer med at konstatere, at Wasteland i hans øjne havde bragt niveauet for langt ned.
Karoline stod som tredje artist i finalens varme spotlys og fremførte hittet "Glass fra den danske sangerinde Mø. Anne Linnet og Ida Corr gav, som så mange gange tidligere, Karoline ros for hendes charme og søde udseende. Corr gav ros for Karolines fine pitch i aftenens performance.
25-årige Chrestens anden optræden blev på dansk i et potpourri sammen med Marie Key og Rasmus Walter.
Wasteland gik endnu en gang på scenen. Denne gang i selskab med Panamah med hittet ”Børn af natten”. Hun blev herefter afløst af Mads Langer med hans nummer ”Elephant”. Panamah kom dog på igen og afsluttede Langers nummer i selskab med boybandet.
Inden Karoline skulle stå på scenen for anden gang på denne finaleaften, fik hun fortalt, hvor taknemmelig hun var for at have fået denne store oplevelse. Anden optræden blev i selskab med storhittende Nabiha og ligeså populære Burhan G.
Efter pausen skød Nik & Jay ”X Factor”-festen i gang sammen med Lisa Row, med nummeret ”United”, hvilket for alvor fik varmen, og skrigene, til at stige i Jyske Bank Boxen.
Efter første rundes optælling af sms-stemmer stod det klart, at Wasteland ikke skulle vinde ”X Factor 2013”. De fire drenge snublede på mållinjen og Anne Linnet kan ikke sætte ”X Factor”-vinder på sit cv.
Herefter blev sms-stemmerne nulstillet og seerne skulle stemme på deres favorit ud fra en personlig performance med hver deres speciellavet til finalen sangnummer.
Karoline lagde ud med sit nummer ”Det er her vi bor”, til tydeligt stor glæde for sin mentor Thomas Blachman. - Du er en ny generation af nærvær, konstaterede Blachman stolt.
Chresten gik på scenen med sit eget nummer ”Let go”, som han har skrevet sammen med Ida Corr. At dømme ud fra publikums jubel, var det en performance, der gik rent ind i Herning.
Chresten vandt herefter sms-afstemningen og stod tilbage som vinder af årets "X Factor".