8. feb. 2013
Af af Jan Bergman

Første X Factor liveshow blev et farvel til Lotus

Udskillelsen er i gang i "X Factor", og her til aften blev det til et exit for de første.

Så kom "X Factor"-liveshow i gang med et brag, og det var boybandent Wasteland der åbnede ballet og indtog scenen med udstråling og masser af teenage-attitude.

28-årige Stephanie indtog herefter scenen med pangrødt hår, scenevandt attitude og leverede en absolut hæderlig performance, som ikke kun begejstrede hendes mentor, Ida Corr, men også det tilstedeværende publikum.

Endelig kom turen til Blachmans første deltager, 16-årige Zaina, der i et inferno af blinkede spotlys afleverede sin sang akkompagneret med den medbragte guitar. Ida Corr sendte Zania kærlige ord med på vejen, selvom hun syntes Zanias stemme druknede lidt.

Anne Linnets pige-trio Lotus lød flere gange til at have problemer med deres vokaler, og Ida Corr efterlyste da også mere fra de tre piger. Nanna, Astrid og Louise er alle tre 15 år og kommer henholdsvis fra Fyn, Sjælland og Jylland.

25-årige Chresten indtog scenen med en selvsikkerhed og ro der bjergtog publikum, og især Thomas Blachman der bekendtgjorde, at han var en stor fan af Chresten.

Karoline, 15 år og en af Blachmans favoritter blandt hans egne deltagere, stod på scenen med aftenens første danske sang 'DJ Blues' af Panamah. Thomas Blachman syntes da også, at Karoline leverede den ægte vare.

Anna & Lusanda har fundet et venskab i hinanden gennem "X Factor" og på scenen sås det da også tydeligt, at de to 16-årige piger støtter hinanden, og sammen er de som delfiner i vandet, som mentor Anne Linnet udtrykte det.

Amanda er ifølge Thomas Blachman årets største talent i "X Factor", og med sine 17 år viste hun da også en modenhed og inderlighed, som hun stod der med sin guitar og gav sin fortolkning af 'Oh Love' af Ane Brun. Ida Corr udbrød wau!, mens Blachman og Linnet kom ud i en kamp om ord om Amanda og aftenens sangvalg.

Ida Corrs 30-årige deltager, Jonas, gav en prøve på sin sangstemmes forskellige facetter, og gik fra dyb til lys falset med nummeret 'With Every Heartbeat' af Robyn.

Efter en lille pause hvor Danmarks Indsamlingen igen tonede frem på skærmen, vendte "X Factor"-showet tilbage med resultatet af aftenens afstemning.

Første liveshow blev desværre et farvel til Lotus.

Læs mere om: