Frank om det, du ikke ser i Gift ved første blik: Vi bliver taget med bukserne nede
Der er – for det meste – fryd og gammen at spore i sjette afsnit af ”Gift ved første blik”.
De fire resterende par mødes på en getaway, hvor de skal lære hinanden at kende, lave nogle øvelser og ikke mindst til fælles parterapi.
Ifølge Frank var de medvirkende ikke adviseret på forhånd om den parterapi.
– Det er en fælles parterapi, vi alle bliver taget med bukserne nede af. Vi bliver taget godt imod og hilser på hinanden, men så bliver vi alle overraskede over, at vi skulle til fælles parterapi, og han og afslører:
– Og der var sat fire timer af til det!
Frank: Det var grænseoverskridende
I programmet ser vi, at hele situationen ikke falder Frank naturligt.
– Vi har sagt ja til at være med i eksperimentet, og vi ved også, at vi skal i terapi hos Trine, men ligefrem at sætte os sammen alle sammen, hvor vi skal fortælle og komme med fornuftige kommentarer til det, de andre har oplevet i deres forhold, det fandt jeg grænseoverskridende. Man ser mig også sige i programmet, at jeg finder det ubehageligt at sidde der.
Helt skidt var det ikke, indrømmer Frank:
– Vi tager det alle med oprejst pande, og vi får vendt mange ting, siger han.