
Frederik Haun: Alle følelserne kommer væltende igen

Det er en speciel oplevelse for ægteparret Frederik Haun og Morten Kjeldgaard at se dokumentaren ”Far, far & børn””, der havde premiere på DR1 mandag 17. februar.
I fem afsnit fortælles historien om, hvordan det lykkedes for dem at få opfyldt deres store drøm om at få deres egne biologiske børn.
Her er Morten Kjeldgaard med Nora, da hun var helt ny.


En drøm, der blandt andet blev opfyldt, fordi skolelærer Nanna Brandt helt frivilligt meldte sig på banen som graviditetsvært.
Et stort øjeblik
I første afsnit er vi med på rejsen til San Diego, hvor Nanna skal have sat de to fertiliserede æg op, som er doneret af en amerikansk kvinde.
Et stort øjeblik, der giver både Frederik, Morten og Nanna tårer i øjnene.

Ligesom øjeblikket, hvor Frederik læser op af det brev, de sender til den amerikanske ægdonor for at fortælle, hun skal vide, der på den anden side af jorden er to meget glade og taknemmelige mænd.

-Jeg græder meget i dokumentaren, erkender Frederik Haun med et grin, da BILLED-BLADET taler med ham dagen efter premiereprogrammet.

- Det kommer jeg også til igen, for selv vi har set dokumentaren tidligere, river det op i alle de mange følelser, der har været gennem forløbet, forklarer Frederik Haun.
Mange søde reaktioner
- Det er dejligt, dokumentaren er ude nu. Vi håber jo den kan være med til at flytte grænserne for fertilitetshjælp i Danmark for par som os.
- Vi har fået mange søde reaktioner, selv om der stadig er nogle, der ikke mener, to mænd skal have børn sammen.
Det lykkedes for Frederik og Morten, der hjemme i villaen har to, skønne glade tvillinger, Nora og Emma.
