Fremtiden er uvis for Kender du typen, men nu kan Anne Glad dele stor nyhed
Anne Glad fik sit helt store gennembrud som livsstilsekspert i ”Kender du typen?”.
De seneste syv år har hun været makker med Flemming Møldrup, men i foråret meddelte han, at han stoppede som ekspert på programmet.
I efteråret blev det så værten Anna Lins tur til at meddele, at hun stopper.
Siden er det dog ikke sluppet ud, hvem der overtager deres pladser i det populære DR-program, som Anne Glad fortsat er en del af.
En udvikling af ”Kender du typen?” er Anne Glads podcast ”Du kender typen”, hvor hun inviterer tidligere medvirkende i tv-programmet ind.
Her får hun adgang til deres kalender og konti fra de seneste måneder, så de kan gennemgå, hvad pengene er blevet brugt på, og hvad det fortæller om, hvilken type de er.
På Instagram afslører hun i et opslag, at fra da podcasten fik premiere i februar, har hun lavet 40 afsnit.
Samtidig løfter hun sløret for den gode nyhed om, at hun fortsætter ”Du kender typen” i det nye år.
Hun og makkeren Mette Willumsen, der tilrettelægger, er nemlig allerede gået i gang med at lave nye udsendelser.
Anne Glad takker alle dem, der har været med til at lytte til podcasten, og så slutter hun af med at takke alle de medvirkende, som har stolet nok på hende til at give hende et indblik i deres finanser.