Glæd dig: Her er DR1s nye storserie
"Når støvet har lagt sig" hedder DR1s nye, store dramasatsning, der har premiere søndag den 2. februar klokken 20. En ny dramaserie, som nok skal samle danskerne foran fjernsynet de ti søndage, den i alt varer.
For den indeholder rørende menneskehistorier og drama for alle pengene. Dét, som støvet lægger sig efter, er et frygteligt terrorangreb på en københavnsk restaurant. Vi følger otte personer før, under og efter angrebet. Otte personer, der ikke umiddelbart har noget med hinanden at gøre, men det har de så alligevel.
Forfatterne bag historien, Dorte W. Høgh og Ida Maria Rydén, vil nemlig gerne fortælle en historie om sammenhængskraft. Om hvordan vi mennesker vælger og uden at vide det påvirker hinanden, både dem vi kender og dem, vi (endnu) ikke kender.
Det lyder måske langhåret, men serien er en varm og fængslende beretning om otte menneskers liv set gennem et terrorangrebs iskolde prisme. Seerne kan roligt glæde sig.
Også til at se en stribe fremragende skuespillere. Både kendte og knap så kendte. 42 år efter "Matador" har Karen-Lise Mynster igen en stor rolle i en dansk tv-serie, denne gang som lesbisk justitsminister med knas på hjemmefronten. Henning Jensen spiller en livstræt plejehjemsbeboer. I andre bærende roller ses Jacob Lohmann, Julie Agnete Vang, Filippa Suenson, Lotte Andersen, Peter Christoffersen, Katinka Lærke Petersen, Arian Kashef, Hadi Ka-Koush, Malin Crépin og Viola Martinsen.