Gravide Lise Rønne: Jeg stopper på X Factor
Hun er dronningen af "X Factor", men med denne sæson siger den populære TV-vært definitivt farvel og tak til det program, som hun elsker.
Gravide Lise Rønne, der skal have sit barn nummer to i august, har besluttet, at hun ikke skal stå på "X Factor"-scenen igen.
Kun en enkelt gang i showets historie har Lise Rønne været erstattet. Det var i sæson tre, hvor Signe Muusmann tog tjansen, mens Lise var på barsel med sit første barn - den i dag toårige Nelson. Femte sæson er dermed Lise Rønnes fjerde - og sidste, afslører hun over for BILLEDBLADET.
- Jeg elsker "X Factor", og jeg synes, det er det største privilegium at lave det program. Men jeg er blevet fem år ældre, og jeg vil helst stoppe, mens det er sjovest. Derfor bliver det her min sidste sæson. Det passer så fint med, at jeg kan bruge tiden, mens jeg er på barsel, til at tænke over, hvilke udfordringer jeg kunne have lyst til at prøve kræfter med. "X Factor" vil altid have en stor plads i mit hjerte, og jeg synes, det her er den stærkeste sæson, der overhovedet har været. Det er da også lidt svært for mig at sige det højt - at det her er min sidste sæson, men det er det altså, fastslår Lise Rønne.
- Men jeg glæder mig helt vildt til de sidste liveshows og til finalen i Herning. Det bliver stort, pointerer den dygtige vært, der er sikker på, der nok skal komme nye, spændende udfordringer.
- Det er vigtigt at kunne flytte sig, og det er blevet tid for mig at gøre det nu.