Han spiller Sammi i Huset: Her har du set Youssef Wayne Hvidtfeldt før
35-årige Youssef Wayne Hvidtfeldt spiller en af hovedrollerne i den nye DR-serie ”Huset”.
Her spiller han den noget forknyttede fængselsbetjent Sammi, der er nyuddannet.
Han har fået sit første job i det gamle fængsel, der af de ansatte kaldes for huset. Men de gamle dyder som de erfarne betjente har tillært sig, er svære for Sammi at forstå.
Den unge fængselsbetjent har nemlig sin helt egen måde at gøre det på.
Selv om det kunne tænkes, at skuespilleren bag Youssef Wayne Hvidtfeldt er et nyt navn, har han medvirket i andre ting før.
Nogle vil måske huske ham fra sin rolle i ”Borgen”.
I den fjerde sæson med undertitlen ”Riget, magten og æren” spillede han rollen som Benjamin Holmgren, der arbejdede som journalist på Christiansborg.
En af de største roller han har spillet, var i DR’s ungdomsserie ”Yes, no, maybe”.
Han spillede hovedrollen Mads, der var på jagt efter kærligheden, og derfor installerer han datingappen yes, no, maybe for at få selvtilliden højnet efter et brud med sin kæreste.
Nu står Youssef Wayne Hvidtfeldt så muligvis over for sit store folkelige gennembrud. Han er i hvert fald meget spændt.
- Det har været meget spændende. Jeg har også spillet hovedrolle i en mindre tv-serie, som på en måde var mit gennembrud dengang, men det var bare så nyt, fordi det var en af de første web-serier, der kom i Danmark.
- Nu er jeg nået dertil, hvor jeg har lavet den her. Jeg er kommet til på det rigtige tidspunkt i mit liv. Jeg er 35 år. Jeg er fuldstændig klar til, hvad der kommer, fortalte Youssef Wayne Hvidtfeldt, da BILLED-BLADET mødte ham til pressemøde i Vridsløselille forud for premieren på ”Huset”.