Her er Bettina Bjerrings afløser på vejret
Anders Bartholdy er DR's nye vejrvært, og han får sin debut på skærmen den 1. juni. Den uddannede naturgeograf med bopæl i København afløser Bettina Bjerring, der netop er gået på barselsorlov.
Anders er gået i skarp værtstræning og er blevet budt velkommen af kollegerne Anja Fonseca, Søren Jacobsen og Jesper Theilgaard.
Bettina nåede han også at få et par vagter sammen med, inden hun gik på orlov den 17. maj.
Det nye vejransigt er ovenud glad for at have fået opgaven, som han fik igennem to castinger. Da han stod blandt de sidste tre, mærkede han nervøsiteten, for stillingen var et ønskejob for ham.
- Det er en gammel drøm, der er gået i opfyldelse. Lige siden gymnasiet har jeg interesseret mig for vejret og tænkt, at vejrværtsopgaven ville være sagen. Vejret er et spændende område, som jeg kan formidle til andre, og de kriterier har været væsentligt for mig, siger Anders, der har sagt farvel til sit job som gymnasielærer i Espergærde for at begynde hos DR.
Privatlivet ønsker han at holde uden for rampelyset, men fortæller dog, at han er gift og familiefar. Til gengæld vil han gerne røbe, hvilket vejr han godt kan lide.
- Jeg er glad for alt slags vejr. Men som rødhåret og blond i huden er den bedste årstid nok efteråret. En varm Indian Summer-dag i september er fantastisk.