1. apr. 2025
Af Lærke Valentin

Her er de 10 mest sete serier på DR's Gensyn: Helt særlig detalje ved førstepladsen

Krøniken
Krøniken.
Foto: DR.
DR fylder 100 år, og nu ser de på, hvilke serier vi danskere stadig ser igen og igen. Ikke overraskende er det nogle af de helt store kultserier, der topper listen.

Vi danskere elsker at se serier, og vi er bestemt heller ikke bange for at se serier, som vi allerede har set før.

På DR's Gensyn, hvor man kan se film og serier fra DR's arkiv, har der i gennemsnit været næsten 600.000 forskellige brugere forbi hver måned for at se eller gense et af de cirka 1.700 programmer, der lige nu ligger tilgængelige.

I forhold til de programmer, der er blevet set mest på Gensyn, oplyser DR, at de ikke har en helt præcis måling for de enkelte programmer og serier. Det skriver Femina.

Men top 10-listen skulle se nogenlunde sådan ud:

10. Station 13

Station 13
Station 13.
Foto: DR. Else Kjær Hedegaard og Ulla Sauerberg.

I politiserien fra 1989 følger vi livet på en politistation på Amager i København. Seerne får et indblik i politiarbejdet, men også kollegaernes privatliv og sammenhold på stationen.

Serien havde flere store navne på rollelisten, såsom Ole Ernst, Ove Sprogø, Henrik Kofoed, Thomas Eje og Solbjørg Højfeldt.

9. Danske drømme

Leif Davidsen, vært på "Danske drømme"
Leif Davidsen, vært på "Danske drømme."
Foto: DR.

Danskerne må også være vilde med historie, for en af de mest sete serier er den historiske dokumentarserie "Danske drømme."

Over 10 afsnit får man Danmarkshistorien fortalt fra år 1972 og frem til 1998. Leif Davidsen var både vært og tilrettelægger, mens han tog danskerne med på den historiske rejse.

8. En by i provinsen

En by i provinsen
En by i provinsen.
Foto: DR TVarc.

Krimiserien kørte over fire sæsoner, hvor Jens Okking og Henning Moritzen havde hovedrollerne i den lune politiserie om forbrydelser og livets gang i den fiktive provinsby Svanbjerg. Kriminalinspektør Eriksen og den lokale kriminalassistent løste alt fra kidnapninger til mordsager.

7. Jul på slottet

Julekalenderen blev sendt første gang som børnenes U-landskalender i 1986.

Fortællingen foregik i et fiktivt kongerige, hvor vi følger kongen, prinsesse Miamaja, prins Valentin og slotsnisserne med lille Fimpe i spidsen. Serien blev optaget på Rosenholm Slot.

6. Krøniken

Krøniken
Krøniken.
Foto: Jørgen Jessen / Ritzau Scanpix

I "Krøniken" følger vi blandt andet hovedrollen Ida, som flytter fra Ringkøbing til København i 1949. Hun får arbejde på radiofabrikken Bella, hvor store dele af serien udfolder sig. Hurtigt lærer vi seriens andre unge roller at kende.

De har vidt forskellige baggrunde, men i kraft af uventede alliancer væves deres liv tæt ind i hinandens. Samtidig hører seerne om, hvordan fjernsynet kom til Danmark.

Serien havde et prominent cast med blandt andre Anne Louise Hassing, Pernille Højmark, Anders W. Berthelsen, Ken Vedsegaard, Dick Kaysø og Maibritt Saerens.

5. Taxa

John Hahn-Petersen og Margrethe Koytu i "Taxa"
John Hahn-Petersen og Margrethe Koytu i "Taxa."
Foto: Erik Jepsen / NF / Ritzau Scanpix

I "Taxa" følger seerne de ansatte i Krone-Taxa, hvor et af de helt store omdrejningspunkter i serien er rivaliseringen med det store taxaselskab City-Bilen. Man kommer dog også privat ind på taxachaufførernes kærlighedsliv og udfordringer.

Denne serie er også spækket med store danske skuespillere, såsom Trine Dyrholm, Anders W. Berthelsen, Peter Gantzler og Peter Mygind.

4. Madsen & Co

Madsen & Co
Madsen & Co.
Foto: DR

Komedieserien er fra 1996, hvor vi følger postbuddet Mogens Madsen og hans familie. Mogens Madsen går ind for ligestilling i hjemmet – sådan rent principielt i hvert fald.

Da hans kone bliver forfremmet og kommer til at tjene mange flere penge, end han selv gør, er han selvfølgelig fuld af opbakning – men pludselig får han sit at se til.

3. Rejseholdet

Rejseholdet.
Rejseholdet.
Foto: Ulla Voigt

Fem kriminalfolk bliver uventet kastet ud i opklaringen af en tragisk forbrydelse, som er sket inden for egne rækker. Da Rigspolitiets ledelse samtidig bliver tvunget til at foretage omrokeringer i den lille, fasttømrede gruppe, kommer temperamenterne i kog.

Det bliver en sag med store konsekvenser – også for et par af kriminalfolkenes privatliv.

2. Sonny Soufflé Chok Show

Sonny Soufflé Chok Show
Sonny Soufflé Chok Show.
Foto: DR.

Den danske satireserie fra 1987 har de smokingklædte Sonny og Sonny som værter. Sammen introducerer de dramaet Tannhäuser, hvor Reinhardt og sønnen Kurt kæmper for at redde deres benzintank fra den onde Ilse Tannhäuser.

Det var i øvrigt fra denne serie, at hittet "Voldsom Volvo" blev skabt, sunget af Allan Mortensen.

1. Matador/Huset på Christianshavn

Huset på Christianshavn
Huset på Christianshavn.
Foto: DR.

De helt store spillere "Matador" og "Huset på Christianshavn" er selvfølgelig de mest sete serier på Gensyn.

I "Matador" fra 1978 følger vi livet i Korsbæk gennem 24 afsnit. Serien indeholder både kærlighed, drama og beretninger fra krigstiden i Danmark.

I Huset på Christianshavn følger vi livets sorger og glæder i en livlig ejendom i København. Serien blev nyrestaureret sidste år, og det har danskerne tydeligvis taget godt imod.

I marts sidste år lukkede Bonanza, hvor man kunne tilgå store dele af DR's arkivindhold. I stedet er det nu DR's Gensyn, hvor man kan finde serier og film fra arkivet.

Mere om: