Her er Stéphanie Surrugues eget højdepunkt i 2023
Snart er det nytår, og traditionen tro er der mange, som i den forbindelse ser tilbage på året, der er gået.
Det gør sig også gældende hos DR, som igen i år har sendt ”Året der gik”, der igen har Stéphanie Surrugue som vært.
Efter tv-optagelserne løftede hun sløret for, hvad der har været hendes egne største øjeblikke i 2023.
- Ét af dem er, at vi kom i luften med serien ”Danskere i verden”. Så har jeg været megastolt af at modtage årets Copenhagen Goodwill Ambassadors-prisen for lige præcis at være med til at sætte Danmark og København på verdenskortet gennem alle de historier ude fra verden. Det har været ret stort, fortalte Stéphanie Surrugue.
Også privat har 2023 været et godt år.
- Jeg har været glad for, at det lykkedes mig at være i det samme land relativt lang tid ad gangen og hygge mig gevaldigt godt, fortalte korrespondenten, der danner par med kollegaen Lasse Engelbrecht.
- Det går godt, og vi er glade og har det sjovt og fedt. Jeg kan ikke klage, sagde hun videre med et smil.
"Året der gik" blev sendt tirsdag aften og kan ses på DRTV.