Husker du Grevinden på tredje? Nu vækker Erna Hamiltons barndomshjem skandale
Det er 27 år siden, at danskerne mødte Erna Hamilton i DR-dokumentaren ”Grevinden på tredje”. Grevinden, der underskrev sig minister, kunne det danske sprog bagfra og kunne fortælle historier fra en svunden tid.
I dokumentaren delte den dengang 96-årige excentriske millionøse ud af sit lange liv – et liv, der begyndte i det mondæne palæ ’Lille Amalienborg’ på Østerbro.
Men i dag rummer pragtpalæet ikke det storslåede liv med selskaber, tjenestefolk og grandiose stuer, som da Erna Hamilton voksede op. Tværtimod. I dag vækker barndomshjemmet skandale.
Det sker efter kulturkommentator og samfundsdebattør Anne Sophia Hermansen har rettet skarp kritik mod de nuværende ejere, den tyrkiske stat. Hun mener, at den historiske bygning er så forfalden, at ejerne bør gøre noget.
Det skriver TV 2 Kosmopol.
– Når man kommer forbi Østerbros mest mondæne adresser, så forventer man ikke at se, hvad der kan betegnes som et arkitektonisk ringvrag. Hvis man kan komme ind i bygningen, så er jeg bange for, at man vil kunne se, at den er direkte klar til nedrivning, siger hun til TV 2 Kosmopol.
Kulturkommentatoren bliver bakket op af Foreningen Hovedstadens Forskønnelse:
– Det er en skandale, at en så vigtig og prominent bygning har fået lov til at stå tom i så mange år, siger medlem Annesofie Becker til mediet.
Det var Erna Hamiltons far, Harald Simonsen, der fra 1916-1918 byggede palæet, der i folkemunde kom til at hedde ’Lille Amalienborg’.
Familien måtte sige farvel til hjemmet under krigen, da tyskerne havde udset sig palæet med den gode beliggenhed.
I 2007 købte erhvervsmanden Fritz Schur palæet for 67 millioner og havde til hensigt at restaurere bygningen. Det blev dog ikke til noget, og han solgte den videre til den tyrkiske stat otte år efter.
Ifølge Slots- og Kulturstyrelsen er ’Lille Amalienborg’ klassificeret som af høj bevaringsværdighed med en arkitektur- og kulturhistorisk betydning for København.
Den tyrkiske ambassade er ikke vendt tilbage på TV 2 Kosmopols henvendelse om kritikken.
Erna Hamilton, der fik den svenske grevinde-titel gennem sit første ægteskab, gik bort kort tid, efter DR-dokumentaren blev optaget i 1996.