Husker du Karina fra I hus til halsen? Nu er der nyt om hendes hus i Vamdrup
I januar kunne seerne møde den 43-årige dagplejemor Karina Møller i den nye sæson af DR-programmet ”I hus til halsen”.
Hun drømte om at få solgt sit hus i Vamdrup, så hun kunne komme videre med sit liv og flytte sammen med kæresten Vibeke.
Karina søgte hjælp fra eksperterne Line Franck, Kalle Thesbjerg og Dennis Lindequist.
Programmet blev optaget i efteråret 2023, og huset gennemgik en imponerende istandsættelse, hvor den hvide facade blandt andet blev malet mørk.
Line Franck endte med at sætte husets udbudspris til 895.000 kr., men desværre lykkedes det ikke Karina at få solgt sit hus i boligprogrammet.
Nu har hun dog god grund til at juble. Efter næsten fire år og en tur i ”I hus til halsen” har Karina nemlig fået solgt sin bolig. Det skriver Fyens.dk.
Det fremgår af Boligsiden.dk, at Karinas hus blev solgt i maj 2024 til 895.000 kr. – netop den pris, som Line Franck havde sat.
Den tidligere tv-deltager fortæller til Fyens.dk, at hun nu flytter til Kolding og glæder sig til at tage hul på et nyt livskapitel sammen med kæresten Vibeke.