Hvordan er det nu lige? Sådan er Annisette i familie med de andre Koppel-kendisser
I øjeblikket er Annisette hovedpersonen på DR1 hver onsdag aften, hvor den nye dokumentar ”Annisette – Rebel for livet” ruller over skærmen.
I dokumentaren kommer man helt tæt på Annisette og hendes rejse, fra dengang hun var en lille pige og hed Hansen, til i dag hvor hun er en af landets største sangerinder – og i øvrigt en del af det musikalske Koppel-familiedynasti.
Et af de markante øjeblikke i Annisettes liv udspiller sig i 1967, hvor hun møder ham, som skal vise sig at blive hendes store kærlighed – og faren til hendes to døtre, Naja Rosa og Billie.
Thomas Koppel er genert – det er hun i øvrigt også – men de kan begge mærke, at der er noget særligt mellem dem. Han og broderen Anders Koppel leder efter musikere til deres nye band Savage Rose, og da de hører Annisettes ikoniske stemme, er de ikke i tvivl – hun skal være bandets forsanger.
Thomas og Anders er ud af Koppel-familien, som har en fremtrædende rolle i dansk musikliv. Familien består af fire søskende, der alle bliver musikere, og forældrene Herman og Vibeke Koppel.
Herman Koppel er en sjældent begavet komponist, og som far og underviser opdrager han sine børn til ikke kun at begå sig men også få succes i musikkens verden. Hans fire børn, Therese, Lone, Thomas og Anders, folder sig alle personligt ud i tonernes verden – både den klassiske, rytmiske og mere rockede. Og det samme har en hel række af Hermans børnebørn.
Mens Therese bliver pianist og klaverpædagog ved musikkonservatoriet, bliver Lone operasangerinde på Det Kongelige Teater.
Også Lones børn, Nikolaj og Thomas Peter, er velbevandret på en scene. Mens Nikolaj Koppel har gjort sig som pianist og som vært på talrige tv-shows, er storebror Thomas Peter Koppel gået i sin mors fodspor og er blevet operasanger.
Mens Therese, som gik bort i 2015, og Lone Koppel har holdt sig til klassisk musik, tog Thomas og Anders Koppel en afstikker med Savage Rose.
Anders Koppel, der derudover har komponeret musik til film, skuespil og balletter, har tre børn med sin hustru Ulla: Sara Koppel, som er tegner, musiker og saxofonist Benjamin Koppel og sangerinde Marie Carmen Koppel.
Også Annisette og Thomas Koppels to døtre, Naja Rosa og Billie er musikere.
Dokumentaren "Annisette – Rebel for livet" kan ses på DR1 onsdag kl. 20.30 eller streames på DRTV.