I hus til halsen-værter: Derfor er vi et perfekt match
Line Franck kan for tredje gang opleves som vært på DR’s ”I hus til halsen”, hvor hun sammen med designeren Søren Vester og tømreren Dennis Lindequist hjælper danske boligejere med at få solgt deres huse og komme videre i livet.
- Det er min anden familie. Også dem, der er bag kameraet, men især Søren og Dennis, siger Line Franck til BILLED-BLADET og tilføjer med et smil:
- Jeg savner dem, når vi ikke er afsted, fordi vi har det fantastisk sammen, og det har vi haft fra dag et. Det er næsten et ”match made in heaven”.
Vi er glade for hinanden
Line, Søren og Dennis brugte omkring 7-8 måneder i 2020 på at optage den nye sæson, og de har fået et tæt venskab.
- Vi komplimenterer hinanden og ved, hvordan hinanden har det bare ved at kigge på hinanden. Vi er klar til at give en krammer, har en god forståelse for hinanden og er glade for hinanden, fortæller den jyske ejendomsmægler og fortsætter:
- Vi har samme værdisæt og synes, at de samme ting er vigtige. Vi vil hinanden og dem, vi besøger, det bedste.
”I hus til halsen” sendes på DR1 hver onsdag kl. 20.00.