I Sofie Lindes stilletter på scenen i Eurovision
Nede kælderen under DR-byen gemmer sig et sandt skatkammer. Det er her, man opbevarer alt det tøj, stjernerne har haft på i tv op gennem 1970'erne, 80'erne og 90'erne. Og det er her, stylisten bag Danmarks bidrag til Eurovision, Jon Elster, har været på jagt for at finde de helt rigtige outfits til Danmarks bidrag til Eurosion, Fyr og Flamme, og deres korsangere.
Det er allerede kendt, at den ene halvdel af duoen, Jesper Groth, optræder i en jakke, som tidligere har været båret af Kim Schumacher i 80'erne - men også de tre korsangeres tøj er en sand kavalkade af outfits, som tidligere har siddet på kendte danskerere på tv.
Seebachs jakke
I nakken på den ene korsanger står der således Tommy Seebach. Jakken blev båret, da han i sin tid sang "Under stjernerne på himmelen". I nakken på den anden korsanger står der Ulf Pilgaard. Og skoene til den sidste korsanger, ja, dem har Sofie Linde tidligere gået i.
Tøj man ikke finder andre steder
- Vi holdt et møde med Laurits og Jesper fra Fyr og Flamme inden Dansk Melodi Grand Prix. Om hvilke drømme, de selv havde, i forhold til tøj og udtryk, og hvad der passede til sangen. Her stod det hurtigt klart, at de selv har et tydeligt billede af, hvem de er, og hvilket udtryk, de vil have. Inspirationen fra 80’erne, David Bowie, Lars Muhl og de mange firserlegender. Og her var det indlysende, at vi ikke skulle ud at handle nyt tøj, men i stedet en tur i DR’s kostumekælder. For lige præcis det tøj finder man ikke andre steder, fortæller Jon Elster til dr.dk.