Ikonisk dansk sanger optræder i X Factor-finalen
Det bliver uden tvivl nervepirrende for Jamie, Rasmus og ”Place On Earth”, når de på fredag skal kæmpe om sejren i "X Factor"-finalen.
Men mon ikke nerverne bliver sat på standby for en stund, når et vaskeægte ikon fra den danske musikscene giver et nummer på selvsamme scene.
Thomas Helmig optræder til finalen
Det er selveste Thomas Helmig, som siden 1980’erne har givet os ørehængere som ”Det er mig, der står herude og banker på”, der på fredag giver et nummer i ”X Factor”-finalen.
Det bliver dog en af de nye sange, som den 53-årige sanger vil søde vores øregange med.
Helmig optræder med nummeret ”Vi er de eneste”, der kommer fra hans nye studiealbum ”Takker”. Albummet er det 16. i rækken og udkom den 1. marts.
En institution i dansk musik
- Thomas Helmig er en vaskeægte institution i dansk musik, som har formået at levere det ene hit efter det andet igennem snart 40 år. Dét er imponerende, siger DR’s underholdningschef, Jan Lagermand Lundme.
- Og så har han jo haft en sjov og væsentlig rolle mellem dommerne i denne sæson. Det bliver helt fantastisk at opleve ham live i ”X Factor”-studiet, og jeg er helt sikker på, at både seere, deltagere og dommere vil tage godt imod ham, tilføjer han.
Få et dejligt gensyn med dygtige Thomas Helmig, som har været en stor del af den danske musikscene de seneste fire årtier, i galleriet herunder.