Jakob og Katrine fra Gift ved første blik: Vi har fuld tiltro til eksperterne
DR-programmet ”Gift ved første blik” fik en del kritik efter det sidste afsnit, hvor parrene skulle vælge, om de ville forblive gift eller ej.
Mest gik kritikken på, om eksperterne i programmet havde valgt deltagerne til eksperimentet ud fra underholdningsværdien og ikke ud fra, hvem der egentlig passede godt sammen.
Det var især det akavede forhold imellem Pia og Frank, der satte kritikken i gang.
Har selv et ansvar
Katrine og Jakob valgte at blive sammen under programmet, men blev så skilt efterfølgende for at fortsætte som kærester, og de tvivler ikke på, at eksperterne gjorde, hvad de kunne.
- Selvfølgelig er der i bagklogskabens lys nogle ting, som castingen og produktionsselskabet kunne have gjort anderledes. Men jeg har følt mig godt behandlet hele vejen igennem processen. Jeg tror oprigtigt talt på konceptet, og jeg havde fuld tiltro til eksperterne, siger Jakob til BILLED-BLADET og fortsætter:
- Hvis jeg skulle lave noget om med eksperterne, så ville jeg gerne have haft mere tid med hver enkelt. Men det skulle kun være for at give mig selv mere ro i maven. Jeg vidste, hvad jeg gik ind til, og hvor meget tid jeg havde med hver enkelt ekspert. Så mener jeg også, at jeg selv har et ansvar for at fortælle dem, hvad jeg synes, der er vigtigt om mig.
God kemi
Katrine er enig og tilføjer, at man måske i næste sæson skal gøre mere opmærksom på, at forelskelsen ikke nødvendigvis når at komme inden for de fem uger, parrene har sammen, inden de skal beslutte sig for, om de vil skilles eller ej.
- Eksperterne sørgede for, at der var det bedste udgangspunkt for at opbygge en kemi, som til sidst kunne føre til forelskelse, men der er selvfølgelig ingen garanti, når man hopper ud i sådan et eksperiment. Jakob og jeg var ikke nødvendigvis forelskede, da de fem uger var gået, men vi var heldige at have en helt særlig kemi sammen, som gjorde at vi nok havde lidt mere tålmodighed med hensyn til forelskelsen end de andre par, hvilket jeg synes er helt naturligt og forståeligt.
Hvor Katrine før programmet aldrig ville have taget på blind date, var det typisk Jakob at hoppe ud i sådan et eksperiment - og han ville gladeligt gøre det igen.
- Ud fra den smule jeg kender de andre deltagere, kan jeg godt se, hvorfor de hver især er blevet sat sammen. Jeg kan godt se, hvad eksperterne har set i dem hver især og ment, at de kunne give hinanden noget godt. At der så var andre udfordringer, kan være svært at vurdere på forhånd. Det er altid nemt for medierne at komme bagefter og pege fingre og sige, at nogen har fejlet. Hånden på hjertet, så ville jeg med glæde lade mig matche op af de fire eksperter igen. Men det behøver jeg jo heldigvis ikke, jeg har jo Katrine, siger forelskede Jakob.
Læs mere om Katrine og Jakob og deres forventninger til år 2015 i BILLED-BLADET på mandag.