1. dec. 2024
Af Laura Dalgård Hansen

James og Adam Price genskaber deres kendte grandonkel – men på tv går det helt galt!

James og Adam Price 
James og Adam Price
Foto: Hanne Juul
Adam og James Price er aktuelle i "Berømte Måltider", hvor de genskaber fortællingen om "Peters Jul". Men da de to vil lave Pjerrot i sukker, går det galt.

Kalenderen skriver december, og det kan i allerhøjeste grad ses i tv-oversigten.

Søndag aften har DR premiere på ”Berømte Måltider: Peters Jul”, hvor Adam Price i selskab med storebror James fortolker klassikeren "Peters Jul" og serverer et forrygende julemåltid, som de nyder i selskab med Ghita Nørby.

I ”Peters Jul” kan man læse om de mange juletraditioner, som eksisterede i datidens Danmark. Blandt andet kan man læse, at en af Price-brødrenes slægtning så at sige hang på juletræet i mange hjem dengang.

https://imgix.billedbladet.dk/2024-11-28/DR-0820389.jpg
James Price, Ghita Nørby og Adam Price
Foto: A&M Productions/DR

”Og dér er Pjerrot af Sukker; ham skal jeg rigtignok passe paa, naar siden vi Træet plukker”, står der i Peters Jul om karakteren, som man fortsat kan møde i forlystelsesparker rundt omkring.

- Vi er jo i familie med Pjerrot. Johan Adolph Price, fortæller Adam Price i programmet.

Det var netop Johan Adolph Price, der i sin tid introducerede danskerne for den elskede karakter, fortælles det i "Berømte Måltider".

https://imgix.billedbladet.dk/2024-11-28/DR-0821658.jpg
Adam og James Price
Foto: A&M Productions/DR

Price-slægten kommer oprindeligt fra England, men kom til Norden i 1800-tallet. Familien består af mange forskellige kunstnere og således også Johan Adolph Price, der blev født i 1805. Han var bror til James og Adam Prices tipoldefar.

De to kendte brødre prøver i ”Berømte Måltider” at lave Pjerrot i sukker, så han kan komme op at hænge på træet, og de får derfor lavet en form.

Men James og Adam må sande, at det ikke er nemt at arbejde med sukker. I første forsøg krakelerer den, og i anden omgang løber den søde masse ud under kanten af formen, og de kan ikke få Pjerrot fri.

- Man skal ikke gøre meget forkert, før det siger ’bvadr’, og så skal man starte forfra, konstaterer James Price i programmet.

De to brødre må derefter give fortabt og bruger i stedet formen til at lave en peberkage-Pjerrot.

Læs mere om: