James Price: Vigtigt vi går op i vores rødder
- Jeg synes, det er vigtigt, at vi danskere går op i vores rødder. Vi har i den grad fået åbnet øjnene mod omverdenen, og i dag spiser vi mad fra alle verdenshjørner: italiensk, fransk, japansk. Jeg mener, vi nu skal kigge indad og se på, hvad vi selv har af gode retter, vi kan dyrke.
Sådan siger James Price, som sammen med lillebror Adam Price har premiere på en helt ny programserie i aften, onsdag, på DR1.
I ”Spise med Price – egnsretter” tager brødrene rundt i det ganske land for at smage på specialiteter fra forskellige landsdele.
Nyt til smagsløgene
- Som ung har jeg været på turné med Det Danske Teater og kørt land og rige rundt ad flere omgange. Alligevel fik jeg på min tur med Adam serveret noget, jeg aldrig har smagt før. Det er jo herligt!, siger James Price.
Læs mere om brødrene Prices danmarksturné, som foregår i en campingvogn, i BILLED-BLADET torsdag.