Jan Gintberg fylder 50 år
Komikeren Jan Gintberg fylder i morgen 50 år, og fejrer utvivlsomt dagen sammen med sin hustru, jordemoder Nina Sepstrup, og deres tre fælles børn, Eline, August og Alvilde.
Med DR1 programmet "Gintberg på kanten", som har kørt i flere sæsoner, fik Jan Gintberg fat i et nyt og bredere tv-publikum end han før havde haft i tale via sin stand-up karriere. Siden hen er også programserien "Må vi komme med?" sammen med Huxi Bach kommet til. Men egentlig begyndte Jan Gintbergs karriere et helt andet sted. Nemlig på Kalø Landbrugsskole, hvor han ville være landmand.
Han tog også en bachelorgrad i jordbrugsøkonomi, og deltog i en række landbrugsrejser til Australien, New Zealand og USA. Men så var det Jan Gintberg vandt DM i Stand-Up i 1992, og så var det slut med landbrugsdrømmene.
I 1996 fik han et folkeligt gennembrug i radio-satireprogrammet "Tæskeholdet", hvor hans taler til nationen var vidt berømte og berygtede. I årenes løb har Jan Gintberg også været vært i quizzer, TV-programmer og selvfølgelig haft en række one-man-shows.